Det lille foster har udviklet sig utroligt meget på kort tid: I femte uge begynder hjertet at slå, og det kardiovaskulære system, der transporterer mad og næringsstoffer via blodet, og nervesystemet udvikles. Rygraden dannes, og hjernen består nu af to lapper. Det 2,5 millimeter lange pæreformede embryo kan nu ses på en ultralydsscanning. Dets runde ende udvikles til hoved og den spidse ende til rygrad. I femte uge er der dannet anlæg til moderkage og navlestreng. Næring og ilt til fostret transporteres gennem navlestrengen.
En graviditetstest vil nu højst sandsynligt være positiv. Hvis du ikke har følt dig træt hidtil, gør du det sandsynligvis nu. Dine bryster kan være ømme, og du kan få ondt i ryggen. Du kan døje med sure opstød, hovedpine og morgenkvalme. Det er heller ikke unormalt med voldsomme humørsvingninger.
Men det kan også være, at du er en af de kvinder, som næsten ikke mærker noget til din graviditet i første trimester men først mærker de første symptomer langt senere. Du skal derfor ikke være urolig, hvis din krop ikke viser nogen som helst tegn på graviditet udover udebleven menstruation. Graviditeten kan føles forskellig fra kvinde til kvinde. Du bør dog rådføre dig med din læge eller jordmoder, hvis de symptomer, du har haft, pludselig forsvinder.
At spise mindre mængder mad men til gengæld spise oftere kan hjælpe mod sure opstød og kvalme. Har du ømme bryster kan du prøve at sove med en støttende BH.
Hvis du har kat, bør du undgå at skifte grus i kattebakken. Kontakt med kattegrus kan medføre risiko for toxoplasmose. Det er en parasit-sygdom, som er særligt farlig i de tidlige stadier af graviditeten.