Din baby er nu ca. 40 cm lang og vejer omkring 1,3 kg. Kropsfedt udgør ca. 3 procent af barnets kropsvægt. Barnet drikker op til en halv liter fostervand om dagen og tisser det ud. Fostervandet fornys og renses kontinuerligt.
I knoglemarven produceres røde blodlegemer, og der bliver fortsat produceret nerveceller i hjernen. Barnets hjerne er allerede så tilpas udviklet, at han eller hun selv kan regulere sin kropstemperatur. Babyen kan sove om dagen og være vågen om natten, så du kan ikke altid hvile dig, når du har lyst. Det betyder ikke nødvendigvis, at den samme døgnrytme vil fortsætte efter fødslen.
Bliver din sparsomme nattesøvn også forstyrret af kramper i benene? Ifølge nogle læger skyldes det overbelastning af benene – ifølge andre calcium eller magnesiummangel eller livmoderens tryk på nerverne i benene.
Uanset hvad, så øger din stigende kropsvægt belastningen af både ryg og ben. Barnet trykker også mere på dine indre organer og tarme. Men tænk på, at ubehaget forsvinder efter fødslen.
Hvis du får krampe i benet, så stræk det let og bøj tæerne op imod dig selv. Drik også rigeligt med væske, og undgå at stå op for mange timer i træk.