Graviditet uge for uge


UGE 1UGE 2UGE 3UGE 4
UGE 5UGE 6UGE 7UGE 8
UGE 9UGE 10UGE 11UGE 12
UGE 13UGE 14UGE 15UGE 16
UGE 17UGE 18UGE 19UGE 20
UGE 21UGE 22UGE 23UGE 24
UGE 25UGE 26UGE 27UGE 28
UGE 29UGE 30UGE 31UGE 32
UGE 33UGE 34UGE 35UGE 36
UGE 37UGE 38UGE 39UGE 40

Graviditet uge 1

Selvom man normalt siger, at en graviditet varer 9 måneder, er længden 40 uger eller 280 dage, som inddeles i tre trimestre. Terminen fastsættes fra den sidste menstruations første dag. Derfor regnes du for gravid, allerede inden den egentlige befrugtning finder sted.

Når du har besluttet dig for at blive gravid, bør du overveje, om du har behov for at ændre noget i din livsstil og kost. Kvinder, som planlægger graviditet, anbefales allerede inden graviditeten at begynde at tage folinsyre, også kaldet B9-vitamin.

Folinsyre er ekstremt vigtigt for fostrets udvikling og vækst i første trimester og hjælper til at undgå misdannelser. For barnets bedste bør du afstå fra at drikke alkohol og tage andre stimulanser – selv passiv rygning er skadelig. Når du planlægger at blive gravid, bør du også aflægge din tandlæge og gynækolog et besøg, eftersom din sundhed er den bedste forudsætning for fostrets udvikling.

Hvis du tager medicin, så spørg din læge eller jordmoder til råds.

Graviditet uge 2

Nu er det snart tid til ægløsning. Det modne æg løsner sig fra æggestokken og kan befrugtes, når det møder en sædcelle. Hvis din menstruation er regelmæssig, kan du beregne tidpunktet for din forventede ægløsning ved at regne 14 dage bagud fra starten af din næste menstruation. Ægget kan befrugtes i 24 timer og sædceller i 72.timer. Hvis befrugtning finder sted, møder sæden som oftest ægget i æggelederen. Vejen til æggelederen er utrolig lang for en lille sædcelle.

Spis og lev sundt. Din daglige kost bør være varieret og vitaminrig og folinsyre er meget vigtig. Spørg din læge, jordmoder eller apoteket til råds. De kan fortælle dig, hvad der er bedst for dig og dit kommende barn.

Graviditet uge 3

Nu hvor det er lykkedes for sædcellen at nå hele vejen frem til ægget, skal den trænge igennem ægcelllens hårde membran. Når sædcellens kerne forenes med ægcellens kerne, skabes der nyt liv. Dermed er første fase af graviditeten slut, men dit barns udvikling er først lige begyndt.

I starten mærker du ikke meget til de forandringer, som sker med din krop. Nogle kvinder kan dog opleve brystspænding og kvalme ved de første tegn på nyt liv.

Det er godt at kende til reglerne om barselsdagpenge.

Du kan læse meget mere om barselsdagpenge og dine rettigheder på borger.dk.

Graviditet uge 4

Et nyt liv vokser nu inden i dig. Cellerne deles meget hurtigt. Mindre end fire dage efter befrugtning er der allerede dannet 16 celler i en celleklump, som nu forlader æggelederen og transporteres videre til livmoderen. Her fæstner celleklumpen sig på livmoderslimhinden. I slutningen af fjerde uge er dit kommende barn kun én millimeter langt. Det kan endnu ikke ses på en ultralydsscanning, men man kan registrere forandringer i blastocysten, som er en lille væskefyldt blære og indgår i dannelsen af moderkoden, og den forandrede livmoderslimhinde.

Moderkagen dannes gradvist. Dit barn får anlæg til den kommende rygrad og hjerne og andre organer, som dannes fra fjerde til tiende uge. I denne periode er embryoet meget modtageligt for ydre påvirkning, og udviklingen er meget sårbar.

Ved en 28-dages menstruationscyklus burde du i slutningen af fjerde uge normalt have fået din næste menstruation. Selv om nogle kvinder allerede inden kan mærke, at der er noget på færde, er udebleven menstruation ofte det første tegn på graviditet.

Din krop ser ud som den plejer, men du kan føle dig mere træt end normalt, fordi din hormonbalance ændrer sig. Du kan endda få lette mavesmerter, som minder om menstruationssmerter. Det er et tegn på, at livmoderen vokser. Hos nogle kvinder kan der forekomme lettere blødning, når det befrugtede æg sætter sig fast på livmoderslimhinden.

Apoteket sælger graviditetstest til hjemmebrug, som kan påvise graviditet allerede et par dage efter udebleven menstruation. Svaret bliver mest præcist, hvis du udfører testen med morgenurin og nøje følger anvisningen på pakken. Hvis resultatet er negativt, men du alligevel har mistanke om graviditet, bør du tage testen igen efter en uge. Ved positivt svar kan du booke tid hos din læge eller gynækolog, men det er først aktuelt 6-8 uger efter sidste menstruation eller 2-4 uger efter en positiv graviditetstest.

Graviditet uge 5

Det lille foster har udviklet sig utroligt meget på kort tid: I femte uge begynder hjertet at slå, og det kardiovaskulære system, der transporterer mad og næringsstoffer via blodet, og nervesystemet udvikles. Rygraden dannes, og hjernen består nu af to lapper. Det 2,5 millimeter lange pæreformede embryo kan nu ses på en ultralydsscanning. Dets runde ende udvikles til hoved og den spidse ende til rygrad. I femte uge er der dannet anlæg til moderkage og navlestreng. Næring og ilt til fostret transporteres gennem navlestrengen.

En graviditetstest vil nu højst sandsynligt være positiv. Hvis du ikke har følt dig træt hidtil, gør du det sandsynligvis nu. Dine bryster kan være ømme, og du kan få ondt i ryggen. Du kan døje med sure opstød, hovedpine og morgenkvalme. Det er heller ikke unormalt med voldsomme humørsvingninger.

Men det kan også være, at du er en af de kvinder, som næsten ikke mærker noget til din graviditet i første trimester men først mærker de første symptomer langt senere. Du skal derfor ikke være urolig, hvis din krop ikke viser nogen som helst tegn på graviditet udover udebleven menstruation. Graviditeten kan føles forskellig fra kvinde til kvinde. Du bør dog rådføre dig med din læge eller jordmoder, hvis de symptomer, du har haft, pludselig forsvinder.

At spise mindre mængder mad men til gengæld spise oftere kan hjælpe mod sure opstød og kvalme. Har du ømme bryster kan du prøve at sove med en støttende BH.

Hvis du har kat, bør du undgå at skifte grus i kattebakken. Kontakt med kattegrus kan medføre risiko for toxoplasmose. Det er en parasit-sygdom, som er særligt farlig i de tidlige stadier af graviditeten.

Graviditet uge 6

Embryoet er nu 5 mm langt, og dets hjerte slår 140 – 150 slag i minuttet – næsten dobbelt så hurtigt som dit hjerte. Dit kommende barns krop begynder at antage menneskelig form, og man kan se, hvor arme og ben vil vokse frem. Hovedet er stadig stort, men der kan allerede ses fordybninger der, hvor der senere vil komme øjne, ører og mund.

Moderkagen udvikles hurtigt, og fosterhinderne, som skal omslutte barnet frem til fødslen, dannes. For dig er det sikkert mere interessant, at embryoets muskulatur nu udvikles, og barnet snart vil begynde at bevæge sig. Det varer dog lidt, inden du kan mærke det.

Du kan have det dårligt om morgenen og udvikle sære smags – og duftpræferencer. Din voksende livmoder trykker på urinblæren og får dig til at tisse oftere. Den største forandring sker dog med dine bryster, som pludselig føles ømme, opsvulmede og tungere end normalt. Talgkirtlerne på brystvorterne kan være synlige, og det kan føles ubehageligt. Ved gynækologisk undersøgelse kan man se, at livmoderhalsen er farvet lidt blålig.

Selv om forandringerne i din krop endnu ikke kan ses, indeholder din urin tilstrækkeligt med graviditetshormon til, at du kan få et positivt resultat med en graviditetstest derhjemme. Hvis du har kvalme, kan det hjælpe at spise noget tørt, for eksempel en kiks eller et stykke knækbrød. For nogle kvinder kan ingefær hjælpe mod kvalme. Prøv dig frem. Det er den eneste måde at finde ud af, hvad der er godt for netop dig. Glem ikke at drikke tilstrækkeligt med væske.

I de tidlige stadier af graviditeten, kan der forekomme mindre blødninger eller udflåd. Det kan dog også være et tegn på abort. Spørg din læge, jordmoder eller gynækolog, hvis du er i tvivl.

Graviditet uge 7

Embryoet er nu 7-9 millimeter langt. Hænder, fødder og ansigt er begyndt at tage form. I ansigtet kan man især se øjnene, der viser sig som mørke pletter, og selv ørerne er synlige. Embryoets hud er meget følsom og kan så småt mærke berøring. I de små ’luffer’, som skal blive til arme og ben, er skelettet ved at blive dannet. De vigtigste organer som hjerte, nyrer, lever, lunger og bugspytkirtel er vokset frem og udvikles yderligere. De første røde blodlegemer dannes.

Embryoet har stadig noget som ligner en hale, men den vil forsvinde i løbet af de næste par uger. Selv om du ikke kan mærke det, rør fostret på sig i din mave og er allerede meget aktivt.

Hvis du tidligere har haft problemer med akne, kan det blusse op igen. Ved at rense din hud med blide ansigtsprodukter og drikke masser af vand, kan du holde problemerne i skak.

Din læge kan ordinere et middel mod kvalme, hvis kvalmen er meget slem. Du kan stadig føle dig træt og svimmel. Du kan være gået op eller ned i vægt – afhængig af hvor meget du lider af kvalme eller opkastninger. Din graviditet er endnu ikke synlig.

Hvis du endnu ikke har været hos lægen, er det en god ide at gøre det nu. Hvis du lider af træthed, så forsøg at sove til middag, hvis du har mulighed for det. En gåtur og en god portion frisk luft er også godt og hjælper dig til at lade op både psykisk og fysisk. Det er gavnligt for både dig selv og det liv, som vokser i dig.

Graviditet uge 8

Embryoet er nu cirka 3 centimeter langt. De første blodkar er dannet, og blodcirkulationen er kommet i gang. Alle de vigtigste organer findes nu men fortsætter med at udvikle sig under hele graviditeten.

Embryoets fingre og tæer begynder at tage form. Armene er blevet længere, og øjnene er dækket af øjenlåg. Skuldre og knæ er dannet, og det indre øre med balanceorganet er ved at blive udviklet. På ultralydsscanningen kan du se, hvordan barnets hjerte slår regelmæssigt. Men du kan stadig ikke se, om det er en dreng eller en pige.

Øget udflåd fra skeden er helt normalt under graviditeten. Graviditet kan også forårsage maveproblemer og hævelser. Sidstnævnte skyldes, at fordøjelsesprocessen er blevet langsommere, så dit blod kan optage næringsstoffer mere effektivt og sende dem videre til barnet.

På grund af ændringerne i din krop, øges dit behov for jern. Omkring ottende uge kan kvalme og opkastninger blive værre. Hvis du kaster op mere end 2 – 3 gange om dagen, bør du kontakte din læge. Hyppige opkastninger kan føre til væskemangel.

Måske er den BH, du brugte inden graviditeten, blevet for lille, så den ikke længere støtter barmen tilstrækkeligt. Du kan også få brug for et par mere komfortable bukser, da din endnu knap synlige mave ikke længere kan være i de stramme jeans.

Selvom du stadig kan klare dig med almindeligt, løsthængende tøj, kan det være en god ide at besøge en butik med ventetøj.

Meget af det tøj, du kan købe, passer godt både i midten og slutningen af graviditeten samt efter fødslen.

Graviditet uge 9

I denne uge er embryostadiet forbi. Fostret er ca. 4 centimeter langt. Det har arme, ben, fingre og tæer. Hovedet er vokset hurtigst og udgør næsten halvdelen af fostrets størrelse. Nervesystemet er i gang med at skabe forbindelse til hjernen. Hjertet har nu fire kamre, og hjerteklapperne er under udvikling. Fostrets nyrer er begyndt at fungere, og det kan nu tisse.

Dit kommende barns ansigt ses tydeligere. Hans eller hendes mund, næse og næsebor er mere synlige, og overlæben er dannet. De vigtigste led – skuldre, albuer, håndled, knæ og ankler fungerer og gør det muligt for fostret at bevæge sine arme og ben. Det barn, som vokser i din mave kan dog endnu ikke kaldes bevidst. Han eller hun vil også først åbne øjnene i uge 27.

Graviditetshormonerne gør dine slimhinder blødere, og det kan give dig tilstoppet næse eller blødninger fra næse og tandkød. Det samme sker for slimhinderne i skeden, og din lyst til sex kan variere meget gennem hele graviditeten. Du har måske slet ikke lyst til sex, selvom det på ingen måde kan skade barnet.

Anbefalingerne er de samme: spis sundt i mindre mængder, men hyppigere. Husk at undgå alt, som kan skade dit barn. Rådfør dig altid med din læge eller jordemoder, før du tager medicin, også hvis det bare er en almindelig forkølelse med lidt feber eller hoste.

Den første scanning tilbydes omkring uge 9-13. Den er ikke obligatorisk, men alle bliver tilbudt den. Det er den en såkaldte nakkefoldsscanning, hvor din baby bliver undersøgt for Downs Syndrom.

Graviditet uge 10

Dit kommende barns krop begynder at indhente hovedet i størrelse, og fostret ligner mere og mere et rigtigt menneske. I denne uge forsvinder halen. Skelettet består hovedsageligt af brusk, men det begynder at tage form. Gennem den ultra-tynde hud kan man tydeligt se fostrets rygsøjle.

De ydre kønsorganer er ved at blive dannet, men man kan stadig ikke bestemme barnets køn ved en ultralydsscanning.

Udover at røre sig sluger barnet fostervand, som passerer gennem kroppen og kommer ud som urin.

I løbet af de næste tre uger vil fostret mere end fordoble sin længde. Hver dag føjes der nye små detaljer til barnets krop, som for eksempel finger- og tånegle. Fingrene er helt adskilte, og benene bliver længere.

Livmoderen er vokset til det dobbelte og er nu på størrelse med en appelsin. Dine bryster føles tungere en nogensinde før. Fordi blodcirkulationen er øget og vil øges yderligere op til 50 procent, som graviditeten skrider frem, kan blodkarrene på dine bryster, mave og ben ses tydeligere. Dette er helt normalt og foretager sig efter fødslen.

Nu vil det være godt med et tandlægebesøg. Når du er gravid, bør du være ekstra opmærksom på din mundhygiejne, da den også kan påvirke dit barns sundhed. Stadig flere beviser peger i retning af, at der er en forbindelse mellem tandkødsbetændelse og for tidlige fødsler med for lav vægt til følge. Husk at fortælle din tandlæge, at du er gravid. Det er ikke alle behandlinger, som er egnede til gravide. Typisk vil man fraråde røntgenbilleder, smertestillende medicin og antibiotika under det første trimester, medmindre det er absolut nødvendigt.

Graviditet uge 11

Selvom du ikke kan mærke det før én eller to måneder senere, spræller babyen allerede fra 11. uge livligt med både hænder og fødder – efterhånden mere og mere energisk. Eftersom fostrets fingre er adskilte, kan han eller hun snart knytte næverne. Barnets koordinationsevne er nu så god, at det kan røre sig selv på hovedet. Især munden er interessant: Barnet kan allerede åbne den, og tungen er på plads.

Babyens lugte – og smagssans udvikles, og snart vil han eller hun for første gang opleve smag. Fostrets hoved er stadig stort, men væksten begynder at tage af. Barnets testikler eller æggestokke er nu dannet. Den allervigtigste udviklingsfase er overstået, og en ny periode med hurtig vækst og modning frem til fødslen venter.

Din spytproduktion kan være øget, og du er måske mere sulten, end du plejer. Men tænk på, at selvom du spiser for to, behøver du ikke spise dobbeltportioner. Husk at alt, som er skadeligt for dig også er skadeligt for dit barn. Hvis du stadig er sulten, efter du har spist, så snup et stykke frugt til dessert. Du kan også pludselig få søvnbesvær,- måske fordi du føler dig urolig i forbindelse med din nye rolle som mor.

Den første scanning tilbydes omkring uge 9-13. Den er ikke obligatorisk, men alle bliver tilbudt den. Det er den en såkaldte nakkefoldsscanning, hvor din baby bliver undersøgt for Downs Syndrom.

Graviditet uge 12

Fostret er nu omkring 8 cm langt og vejer ca. 15 gram. Barnet svømmer omkring i livmoderen og har udviklet sutte – og synkereflekser. Din voksende babys lunger udvikles, og han eller hun gør sine første primitive forsøg på at trække vejret. Dette kaldes føtal vejrtrækning. Nervecellerne dannes, og det gør, at fostret til en vis grad kan føle smerte.

Ansigtet er nu et lille menneskeansigt, og i tandkødet udvikles anlæggene til mælketænder. Når jordemoderen eller lægen lytter til dit barns hurtige hjerteslag, kan det lyde som en travhest. Men lyden er en bekræftelse af, at risikoen for abort nu er meget lille.

Hvis du er førstegangsfødende, kan dine mavemuskler stadig skjule graviditeten. Ved kommende graviditeter vil din mave være synlig for andre allerede fra 12. uge.

Livmoderen vokser opad og fremad mod skambenet, og lægen kan mærke den, når han føler på din mave. Lige nu måler livmoderen 12 -14 cm i højden. Men den vokser næsten en centimeter om ugen, og i slutningen af graviditeten måler den 37 – 42 cm.

I og med at din graviditet bliver mere synlig, er det et godt tidspunkt at fortælle familie og kollegaer, at I venter barn. Du er sikkert også nødt til at forny din garderobe, eftersom du ikke længere kan være i dit gamle tøj. Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal hele tiden skal gå rundt i joggingbukser og sneakers. Du kan sagtens klæde dig både praktisk og smart, selvom du er gravid.

Men når du køber tøj, så husk at du vil vokse mere og mere.

Graviditet uge 13

På trods af sin ringe størrelse ligner babyen, som vokser i din mave nu mere og mere et rigtigt menneske. Hans eller hendes hoved er ikke længere så stort i forhold til resten af kroppen. Det udgør kun en tredjedel af den samlede størrelse.

Øjnene sidder tættere, og huden er helt dækket af små hår.

Fostret har nu alle ben og muskler, og inde i tandkødet gemmer sig nu tyve mælketænder.

Barnet har udviklet smagssansen og stemmebåndene er ved at blive dannet. Tarmsystemet, som hidtil har udviklet sig udenfor kroppen, inddrages nu i bugen, og bugspytkirtlen producerer insulin.

Det må være dejligt for dig at vide, at din baby allerede kan smile.

Du går nu ind i første trimesters sidste uge, og det er godt at vide, at risikoen for abort nu er mindsket betydeligt. Den vigtigste tid i barnets udvikling er passeret. Nogle par oplever, at deres sexliv blusser op igen i andet trimester. Du har det ikke længere dårligt, og du får måske mere lyst til sex og har masser af energi.

I mellemtiden forbereder din krop sig allerede på fødslen. Dine bryster begynder at producere kolostrum – den nærings- og vitaminrige råmælk, som bliver dit barns første føde efter fødslen. Mange kvinder synes, at andet trimester er den nemmeste periode af graviditeten. Udnyt det!

Nyd din graviditet og gør ting, du godt kan lide. Mange flyselskaber er tilbageholdende med at lade gravide flyve under sidste del af graviditeten. Men her i andet trimester kan du stadig rejse.

Lyt til din krop og undgå overbelastning. Hvis du skal rejse til eksotiske lande, så rådfør dig med din læge om vaccine. Husk når du skal op at flyve at drikke rigeligt med væske, stræk benene, og rejs dig op gå lidt omkring i det omfang, det er muligt.

Graviditet uge 14

Mod slutningen af 14. uge er fostrets arme blevet mere velproportionerede i forhold til resten kroppen. Benene bliver ved med at vokse.

Barnets hals bliver længere, og hagen hviler ikke længere på brystet. Huden er tynd, rødlig, rynket og dækket af et lag talglignende fosterfedt og tynde hårstrå. Den voksende baby får hår på hovedet og bevæger arme, ben og hoved aktivt. Han eller hun misser med øjnene, rynker øjenbrynene og laver andre grimasser.

Babyen kan allerede gribe med hænderne, og hvis tommelfingeren havner i nærheden af munden, kan han eller hun sutte på den. Barnet tisser stadig i fostervandet. Det er en naturlig proces, som fortsætter helt op til fødslen.

Du kan sikkert se en mørkere stribe på midten af din mave under navlen. Den kaldes Linea Nigra og skyldes et forhøjet niveau af pigmentet melanin under graviditeten. Jo mørkere hud du har, jo mere synlig er striben. Men den vil blegne, så snart barnet er født.

Øget blodvolumen og hormonelle forandringer kan give mange gravide forstoppelse. Hvis det gælder for dig, så spis fiberrig kost, og drik mere væske. Hvis der forekommer kromosom-lidelser eller misdannelser i din eller din partners familie, bør du informere din læge.

Graviditet uge 15

Din baby vokser hurtigt nu. Benene bliver længere end armene, og albueled og knæ bliver mere mobile. Selvom barnet har lukkede øjne, fornemmer han eller hun lys. Hvis du retter en lommelygte mod din mave, vil barnet sandsynligvis bevæge sig væk fra lyset. Lillehjerne og rygmarv er dannet. Huden er meget tynd, og blodkarrene er synlige gennem huden. Talgkirtler udvikles som tynde hårstrå og dækker kroppen. Hvis barnet har anlæg for mørkt hår, produceres det mørke pigment nu.

Du selv har fået øget hjertekapacitet og øget vejrtæknings- og hjertefrekvens. Vær ikke bekymret, det er helt normalt. Din næse kan stoppe til, fordi slimhinden bliver tykkere, og østrogenniveauet forhøjes. Du kan også få næseblod ind imellem. Det kan skyldes både den øgede blodvolumen, som udvider blodkarrene i næsen eller almindelig forkølelse og allergi. Svangerskabet manipulerer med immunforsvaret og gør dig mere modtagelig for infektioner.

Maven begynder som regel at kunne ses mellem 14. – og 20. uge, så hvis man ikke kan se det på dig endnu, er det helt normalt. Det er meget forskelligt, hvordan maven vokser, og førstegangsfødende får som regel synlig gravid mave senere end kvinder, som har født før. Undersøgelser viser, at mange gravide føler afsky for lugten eller smagen af forskellig mad. Men bare rolig, du skal nok få lysten til dine livretter tilbage igen.

Graviditet uge 16

Fostret er nu op til 16 cm langt og vejer cirka 100 gram. Han eller hun har både aktive og passive perioder – dvs. søvnperioder. Hvert tredje kvarter tisser babyen. Og måske kan I se ham eller hende sutte på tommelfingeren ved en ultralydsscanning . Armene og benenes bevægelser bliver mere koordinerede og stærkere. Barnets arme er nu lange nok til at nå hinanden, hovedet er mere stabilt, og barnet kan dreje det.

Øjnene sidder nu tættere og selv om de stadig er lukkede, kan babyen allerede bevæge dem. I løbet af de næste tre uger tager fostret et ordentligt spring og fordobler sin vægt. Stikkende smerter i underlivet er tegn på, at dine livmodermuskler strækkes. Men hvis det føles som sommerfugle i maven, kan det være babyen, som sparker mod livmodervæggen.

Førstegangsfødende kan muligvis ikke mærke bevægelserne endnu, og det varer et par uger, inden sparkene bliver kraftigere. Drik masser af vand, og hold igen med saltet. Din krop har brug for masser af væske. Snart får du tilbudt endnu en ultralydsscanning.

Denne scanning ligger omkring uge 20. Scanningen udføres omkring 20. uge for at sikre, at barnets indre organer ser ud som de skal, om der er nok fostervand, og for at se hvor moderkagen sidder. Barnets mål fortæller, hvor langt du er henne, og du får din terminsdato.

Graviditet uge 17

Fostret vejer nu mere end moderkagen. Selvom barnets ører ikke er fuldt udviklede, kan han eller hun høre lyde og endda gabe. Babyen kan nu fordøje fostervandet, som han eller hun synker, og den første afføring, også kaldet mekonium, dannes.

Fostrets blodcirkulation er færdigudviklet, og navlestrengen bliver kraftigere og tykkere for at tilgodese dit voksende barns voksende behov.

I løbet af 17. uge begynder babyen at oplagre underhudsfedt. Det er vigtigt for at holde kropstemperaturen.

Din vægt kan nu være øget med 5 kg. Men du skal ikke være urolig, hvis du har taget mere eller måske mindre på. Gennem hele graviditeten kan du tage 10 – 15 kg på. Du sveder måske mere end normalt, har tilstoppet næse og brug for mere frisk luft. Disse symptomer skyldes øget blodtilførsel og forsvinder efter fødslen.

Du kan være en af de mange kvinder, som får strækmærker. Hvis det er tilfældet, skal du vide, at de som oftest blegner efter fødslen og bliver næsten usynlige. Strækmærker i forbindelse med graviditet kan ikke undgås helt, men du kan godt hjælpe din hud på vej. Undgå at tage for meget på, spis sund mad og træn – det hjælper til at bevare hudens elasticitet. Det er ikke videnskabeligt bevist, at cremer hjælper mod strækmærker, men de kan eventuelt lindre kløen på maven.

Hvis de stikkende smerter i maven ikke forsvinder, så prøv at sove på venstre side. Det hjælper på blodcirkulationen. Hvis det heller ikke hjælper, og du fortsat har smerter, så spørg din læge. Selvom det føles ubehageligt at bruge sikkerhedssele i bilen, bør du gøre det og sørge for at den nederste rem sidder under maven. Du kan også købe en speciel sele.

Graviditet uge 18

Din baby sparker, sover og sluger fostervand. Kroppens knogler bliver hårdere. Ørerne sidder næsten, hvor de skal. Barnet har to hudlag: Overhud og underhudsvæv. Blodkarrene er stadig synlige gennem huden og dækket af fosterfedt. Hvis du venter en pige, er hendes livmoder og æggeledere dannet. En drengs genitalier er synlige, men de kan være skjult ved en ultralydsscanning.

Selvom der kan gå en uge eller to endnu, kan flergangsfødende måske allerede mærke liv. Pladsen i maven bliver mindre, og flere af dine indre organer presses lidt sammen. Det bliver sværere at trække vejret, fordi barnet begynder at trykke på dine lunger. Som graviditeten skrider frem., tvinger presset på urinblæren dig til at gå oftere på toilettet. Din krop begynder at producere mere melanin, og du kan få mørke pletter på kroppen, som vil falme efter fødslen. Også dine strækmærker kan blive mørkere.

Grundet lavere blodtryk og langsommere rytme i hjerte- og karsystemets funktioner, kan du blive svimmel og sågar besvime. Det er normalt, så længe det ikke sker flere gange om dagen. Du bør dog være opmærksom, hvis disse symptomer normalt viser sig meget sjældent men opstår pludseligt. Det er normalt at blive svimmel, hvis du skifter stilling eller fx rejser dig hurtigt fra sofaen. For at undgå dette, bør du bevæge dig med rolige bevægelser.

Graviditet uge 19

Babyens krop er dækket af tynde hårstrå, som vil falde af inden fødslen. Anlæggene til de blivende tænder udvikles nu. Følelsescentret udvikles, og i hjernen udvikles der bestemte centre, som styrer smags- og lugtesansen, hørelsen, synet og følesansen.

For at danne røde blodlegemer, lagrer barnets krop jern.

Du bliver lettere forpustet, når du anstrenger dig fysisk og kommer nemt til at svede. Det sker pga. ændringer i stofskiftets og skjoldbruskkirtlens funktion. Hvis dine håndflader er blevet rødlige, skyldes det den øgede østrogenmængde i din krop.

Dit hjerte, som arbejder på fuld tryk, har godt af moderat fysisk anstrengelse: gåture, løb, svømning eller yoga. Lyt til din krop! Ved graviditet frarådes idrætsgrene, hvor der større risiko for ulykker, som fx fodbold og håndbold. Hvis du har flere børn, kan du begynde at forberede dem på, at de skal have en ny lillebror eller lillesøster.

Graviditet uge 20

Fostret er 25 cm langt og vejer cirka 350 gram. Selvom babyen er lillebitte, ser han eller hun allerede nu ud som ved fødslen. Babyens bevægelser bliver kraftigere og kan ofte også kunne mærkes af førstegangsfødende. Hjertet slår cirka 140 slag i minuttet. Ørerne er færdigudviklede, og fostret hører alle dine kropslyde.

Der er kommet negle på fingre og tæer. Babyen sluger fostervand, som hjælper til med at udvikle fordøjelsessystemet. Fostret øver sig også på at trække vejret, selvom dets lunger ikke er færdigudviklede og ikke ville kunne klare at trække vejret udenfor mors mave.

Nu er du snart halvvejs i graviditeten, og andre kan se, at du er gravid. Du kan mærke livmoderen i navlehøjde med hånden, og du begynder formentlig at tage på i vægt – et halvt kilo om ugen.

Hvis din vægt har været under gennemsnittet i begyndelsen af graviditeten, tager du hurtigere på. Ved overvægt går det lidt langsommere.

Spis masser af jernholdig mad. Foruden din egen øgede blodmængde, har barnet og moderkagen også brug for jern.

Det er en god ide at tilmelde dig fødselsforberedelse allerede nu. Fra uge 37 regnes barnet for færdigudviklet og kan fødes når som helst. Derfor er det bedst ikke at lægge fødselsforberedelsen alt for sent i graviditeten.

Graviditet uge 21

Fostret vejer omkring 400 gram og er cirka 26 cm langt. Din baby er stadig mager med meget lidt kropsfedt, men i løbet af de følgende uger, kommer han eller hun til at vokse sig en hel del større. Øjenbryn og øjenvipper vokser, og babyen sluger stadig fostervand og tisser. Desuden rør babyen sig aktivt og sover ind imellem. Bevægelserne er ofte kraftigst om aftenen – lige når du skal til at gå i seng. I løbet af de følgende uger, får du et meget bedre overblik over dit barns døgnrytme.

Din graviditet er nu helt synlig, og navlen kan være lidt udstående. Dine fødder og fodled kan føles opsvulmede, som dagen skrider frem.

Hvis du i dit første trimester var helt uinteresseret i sex, kan det ændre sig nu. Men det kan godt vare lidt, så du behøver ikke bekymre dig om manglende sexlyst.

Spis sundt og tænk over din mad og dine kostvaner. Den anbefalede vægtøgning er i gennemsnit 4-500 gram om ugen. Hvis du tager meget på i vægt, kan det skyldes forkerte kostvaner. Har du opsvulmede fødder, skal du drikke rigeligt med vand og lægge fødderne op i ny og næ. Sidstnævnte lindrer desuden rygsmerter.

Graviditet uge 22

Det tynde lag underhudsfedt, som dækker babyens krop, holder også babyen varm. Bugspytkirtlen er kommet i gang med hormonproduktionen. Barnet har øjenbryn og øjenvipper – og fingrene og håret vokser. Der dannes brusk, og næsen udvikler sig. Man kan tydeligt se barnets halshvirvler.

Hvis du venter en dreng, er testiklerne nu udviklet og synker ned i pungen. Babyens indre øre er færdigudviklet og giver ham eller hende balancefornemmelse. Barnet vifter ivrigt med arme og ben og kan slå hænderne sammen. Din baby er nok mest livlig, når du hviler dig og tænker på ham eller hende. Når barnet sover, er det meste af søvnen REM-søvn, hvor hjernen er aktiv, og øjnene hurtigt bevæger sig under øjenlågene.

Lige som barnet vokser du også, men generelt har du det formentlig ret godt og har stadig energi til dine daglige gøremål. De fleste af de kilo du tager på, går til dit barns vækst.

Du kan sagtens tale med dit barn. Så vænner han eller hun sig til din stemme allerede inden fødslen. Pga. din voksende mave øges belastningen af ryggen, så det er godt at skifte de højhælede ud med lavere og mere bekvemme sko og, om muligt, undgå at stå op for lang tid i træk. Glem heller ikke at lægge dig en gang imellem – med fødderne højere oppe.

Graviditet uge 23

Fostret vejer nu rundt regnet 550 gram. Blodkarrene lyser gennem babyens rynkede hud, og giver den lille krop en rødlig tone. Babyen kan godt lide at sutte, og han eller hun gør det altid, når fingrene havner i munden. Følesansen udvikles, og barnet kan adskille forskellige smage. Hørelsen bliver skarpere, og babyen kan genkende din stemme blandt andre lyde. Eftersom der stadig er masser af plads i maven, motionerer han eller hun aktivt. Babyens spark kan engang imellem ses uden på maven.

Ind imellem kan du mærke, hvordan livmoderen trækker sig sammen i et minut eller to, og din mave bliver hård og rund. Som graviditeten skrider frem kommer du til at mærke det oftere og oftere. Sammentrækninger som disse er hyppigere efter hurtig gang, træning eller samleje, men de er som regel smertefri.

At drikke vand hjælper livmoderen med at falde til ro. Du bør rådføre dig med din læge eller jordmoder, hvis du har flere end fire sammentrækninger i timen, eller hvis de bliver kraftigere og smertefulde. Det er rart at vide, at med disse sammentrækninger forbereder livmoderen sig på fødslen. Livmoderens sammentrækninger kaldes også for Braxton-Hicks sammentrækninger.

Graviditet uge 24

Fostret er ca. 30 cm langt og vejer over 600 gram. Hans eller hendes hjerte slår ca. 130 slag i minuttet, og man kan lytte til det med et stetoskop eller et lille ultralydsapparat. Dit barn kan reagere på dine humørsvingninger og høre alt, hvad der sker udenfor, – endda så godt, at han eller hun kan genkende melodier og musik, som I spiller ofte.

Babyen er allerede forholdsvis stærk og livsduelig, men lungerne er endnu ikke helt færdigudviklede. Det overfladeaktive stof surfaktant, som senere får lungerne til at åbne sig for at kunne trække vejret, udvikles stadig i barnets krop.

Du kan være generet af næseblod, blødende tandkød og lettere snue. Livmoderen når nu helt op til navlen, og din krop bliver større. Selv om størstedelen af vægtøgningen er nødvendig for babyens vækst, kan et for stort forbrug af søde sager få dig til at tage ekstra kilo på, som kan være svære at komme af med efter fødslen.

Hvis du mærker sammentrækninger som ligner menstruationssmerter, en ubehagelig smerte i den nederste del af ryggen eller pletbløder, bør du straks gå til lægen. Disse symptomer kan være tegn på for tidlig fødsel. Glem ikke at spise sundt og varieret. Din baby har brug for det for at vokse.

Graviditet uge 25

Babyen vokser fortsat hurtigt, og hans eller hendes krop og hoved har nu de rette proportioner. Rygraden og blodcirkulationen i lungerne udvikles, knoglerne bliver stærkere, hjernen vokser, og næseborene begynder at åbne sig.

Forskning viser, at babyer allerede nu foretrækker en sød smag frem for andre smage.

Din mave, dine bryster og hofter kan have fået strækmærker. Det skyldes ændringer i bindevævet. Huden på maven er spændt ud, og den kan klø.

Livmoderen har allerede samme størrelse som en fodbold og fortsætter med at vokse. På grund af trykket mod urinblæren, har du behov for at gå oftere på toilettet, men urinmængden er lille hver gang. Du kan desuden få krampe i benene – mere end du plejer.

Men graviditeten medfører ikke kun negative ændringer i din krop. Du har måske bemærket, at dit hår ser tykkere og kraftigere ud? På grund af de hormonelle forandringer, som svangerskabet medfører, mindskes hårtab.

Omkring denne tid kontrolleres dit blodsukker for at undgå risikoen for graviditetsdiabetes. Strækmærker i forbindelse med graviditet kan ikke nødvendigvis undgås.

Du kan prøve at bruge støttende underbukser eller specielle støttebandager for gravide.

Fugtighedscreme hjælper mod kløe på maven. Spørg din jordemoder eller apoteket til råds for at vælge en god creme.

Graviditet uge 26

Babyen træner sine åndedrætsmuskler ved at trække fostervand ind i lungerne. Huden er stadig rynket og gennemsigtig, men blodkarrene er mindre synlige på grund af underhudsfedtet, som bliver tykkere. Talg- og svedkirtler fungerer, og øjenbryn, øjenvipper samt tå- og fingernegle er færdigudviklede, og skal nu bare vokse.

Forskning viser, at fostret reagerer på berøring. Desuden kan din babys øjne fornemme lys, og det kan mærkes, når du står i nærheden af en stærk lyskilde.

De hyppige toiletbesøg kan være trættende og forstyrrende for nattesøvnen. Men på grund af det øgede pres fra livmoderen, går det først over i slutningen af graviditeten. Du kan også få forstoppelse.

For at spare på kræfterne kan det være godt at holde ferie, hvis du har mulighed for det, inden du går på barselsorlov.

Hvis du kan og vil, så sov til middag. Det er vigtigt, at din krop får tilstrækkeligt med hvile. For at ligge behageligt kan du bruge puder til at støtte benene og maven.

Graviditet uge 27

Barnet vejer nu ca. 875 gram, og foden er 2 cm. lang. Din babys kropsproportioner ligner nu en nyfødts, men hans eller hendes hud er stadig rynket. Hagen er blevet rundere, og babyen kan nu blinke.

Nu begynder graviditetens sidste trimester. Din lungekapacitet bliver mindre, og du bliver nemt forpustet. Din voksende livmoder trykker på brystkassen og forhindrer dine lunger i at fyldes helt med luft. Men bare rolig – det er ikke farligt hverken for dig eller dit barn, og I får begge to tilstrækkeligt med ilt.

Det kan ske, at du tisser lidt, når du nyser, griner, hoster, træner, løber eller anstrenger dig på anden måde. Selv om det kan føles pinligt, er det på ingen måde unormalt. Det kan ske under hele graviditeten.

Du kan undgå at dryptisse ved at træne dine bækkenbunds – og skedemuskler og urinrørets muskler. Det er meget let, og du kan gøre det når som helst og hvor som helst. Spænd de muskler, som du bruger til at stoppe urinstrømmen, når du tisser. Hold spændingen i 8-10 sekunder og gentag øvelsen så mange gange, du orker – gerne flere gange om dagen. Denne øvelse er rigtig god træning før fødslen.

Hvis du har forhøjet blodtryk, synsforstyrrelser og er opsvulmet, og symptomerne fortsætter næste morgen, kan det være svangerskabsforgiftning. Ved disse symptomer bør du altid kontakte din læge.

Graviditet uge 28

Din baby vejer omkring et kilo og er over 35 cm. lang. Hvis han eller hun skulle fødes nu, ville barnet med 90 procents sandsynlighed overleve ved hjælp af intensiv behandling. Men det er naturligvis bedst, at han eller hun forbliver længere i mors mave for at komme til verden på det rigtige tidspunkt.

Babyen reagerer på lys ved at blinke. Når barnet sutter, kan han eller hun komme til at hikke. Du kan mærke det som en langsom, rytmisk tikken i maven.

Når du klapper dig selv på maven, kan babyen svare igen med at sparke. Livmoderen når nu op til brystkassen, og vægten fortsætter med at stige frem til omkring uge 36. En gravid kvindes vægtøgning er blandt andet en indikator for det rigtige valg af mad. Vægtøgningen bør ligge mellem 3- 400 gram pr. uge og sammenlagt 9 – 11 kilo for hele graviditeten.

Kvalmen er forsvundet, men du kan i stedet være generet af sure opstød og fordøjelsesproblemer. Der kan sive lidt råmælk fra brysterne.

Sure opstød og fordøjelsesproblemer klares bedst ved at spise oftere og gerne ved at spise en lille smule ad gangen. Det kan også undgås ved at gå uden om krydret mad. I løbet af de næste par uger kan du mærke barnet sparke mere og mere. Normalt er barnet stadig ligeså aktivt som før. Hvis babyen virker mindre aktiv end han eller hun plejer, skal du tale med din læge.

Graviditet uge 29

Din baby er nu ca. 40 cm lang og vejer omkring 1,3 kg. Kropsfedt udgør ca. 3 procent af barnets kropsvægt. Barnet drikker op til en halv liter fostervand om dagen og tisser det ud. Fostervandet fornys og renses kontinuerligt.

I knoglemarven produceres røde blodlegemer, og der bliver fortsat produceret nerveceller i hjernen. Barnets hjerne er allerede så tilpas udviklet, at han eller hun selv kan regulere sin kropstemperatur. Babyen kan sove om dagen og være vågen om natten, så du kan ikke altid hvile dig, når du har lyst. Det betyder ikke nødvendigvis, at den samme døgnrytme vil fortsætte efter fødslen.

Bliver din sparsomme nattesøvn også forstyrret af kramper i benene? Ifølge nogle læger skyldes det overbelastning af benene – ifølge andre calcium eller magnesiummangel eller livmoderens tryk på nerverne i benene.

Uanset hvad, så øger din stigende kropsvægt belastningen af både ryg og ben. Barnet trykker også mere på dine indre organer og tarme. Men tænk på, at ubehaget forsvinder efter fødslen.

Hvis du får krampe i benet, så stræk det let og bøj tæerne op imod dig selv. Drik også rigeligt med væske, og undgå at stå op for mange timer i træk.

Graviditet uge 30

Din babys lunger er nu færdigudviklede, og han eller hun ville kunne trække vejret selv, hvis fødslen skulle gå i gang nu. Fostrets hjerne, som hidtil har været temmelig glat, begynder nu at få de karakteristiske folder, og nye hjerneceller kommer til. Babyen bliver rundere, huden bliver mindre rynket og hovedet er dækket af hår. Snart vil dit barn vende sig, så det ligger med hovedet nedad.

Du er nu temmelig besværet og bliver meget hurtigere træt. Plukveer tiltager i styrke, og hvis du hidtil ikke har mærket dem, så gør du det nu.

Tag det roligt! Afsæt mere tid til dig selv og forbered dig på, at du skal være mor. Du kan få mere energi ved enten hvile og søvn eller lettere træning. Prøv for eksempel med svømning, gåture eller gymnastik. Regn med, at dine daglige gøremål kan tage længere tid end sædvanligt og bed om hjælp til tunge løft.

Hvis du har lyst, kan du nu selv lytte til dit barns hjertelyd uden jordemoderens eller lægens hjælp. Sæt den ene ende af et køkkenrullerør mod maven og den anden til øret. Du skal nok øve dig lidt, da det kan være svært at skille moderens og barnets hjerteslag fra hinanden.

Graviditet uge 31

Din baby vejer nu ca. 1,8 kilo. Den er rundt regnet 44 cm. lang og vokser rigtig hurtigt.

Han eller hun sover og drømmer det meste af tiden. Fordøjelsessystemet er næsten færdigudviklet.

Alle babyens knogler, bortset fra kranieknoglerne, er nu blevet hårdere.

Under graviditeten øges blodvolumen og mængden af kropsvæske i kroppen. Det voksende barn trykker på dine vener i bækkenet. Blodcirkulationen i benene bliver trægere, og væskeansamling kan få dine ben og fødder til at svulme op.

Det bliver sværere at tage sko på, og tætsiddende sokker og knæstrømper efterlader tydelige mærker på dine ben.

Også hænderne kan svulme lidt op. Om natten bør opsvulmetheden i i fødder og hænder aftage. Hvis den ikke gør det, og du har taget mere end 500 gram på i vægt den seneste uge, bør du rådføre dig med din læge eller jordemoder, så de allerede i et tidligt stadie kan diagnosticere eventuel svangerskabsforgiftning.

Det er godt at mærke efter, hvordan babyen bevæger sig. Læg dig ned på det samme tidspunkt hver dag, og tjek hvor lang tid det tager at mærke 10 bevægelser fra din mave. Det er godt, hvis det ikke tager længere end en time.

Hvis du ikke allerede har gjort det, har du stadig tid til at melde dig til fødselsforberedelse.

Du kan deltage alene eller sammen med din partner. Der undervises i temaer som fx fødsel, amning, pleje af den nyfødte og mange andre emner.

Graviditet uge 32

Din baby vejer nu ca. 1,8 kilo og er rundt regnet 44 centimeter lang. Moderkagen vejer ca. 380 gram. Takket være veludviklede lunger og tilstrækkeligt immunforsvar, overlever stort set alle af de børn, som fødes i uge 32. Babyen har som regel allerede nu lagt sig med hovedet nedad. Du mærker det ved, at kraftige spark nu fornemmes mest i den øverste del af maven.

Hvis du lægger noget varmt over maven, reagerer babyen på temperaturforandringen.

Du kan få en lidt gyngende gang, da et graviditetshormon, som hedder relaxin, gør dine hofteled mere mobile. Gangen påvirkes desuden af ryggen, som svajer lidt på grund af den øgede vægt. Du kan plages af hæmorider. Undgå forstoppelse. Din læge kan sikkert rådgive dig om en passende behandling.

Det kan være svært at finde en komfortabel sovestilling. Forsøg at sove på venstre side. Det mindsker også trykket på urinblæren. Det frarådes at sove på maven, især for tungere kvinder.

Hvis livmodermusklens sammentrækninger bliver regelmæssige og smertefulde, bør du kontakte din læge eller jordemoder. Det kan være tegn på, at fødslen er gået i gang.

Graviditet uge 33

Din babys hjerne udvikles nu intensivt. Det indebærer, at hovedets omfang øges, og det får en mere karakteristisk, aflang form. Fostervandets volumen er nu stabil.

Den voksende livmoder trykker på de store blodkar. Det gør det svært for dig at stå op i længere tid ad gangen. Du er nu rigtig rund og tager hurtigt på – vægten øges med ca. et halvt kilo om ugen. Gennem bugvæggen kan du mærke, hvordan fostret strækker sig, og du kan kende forskel på hans eller hendes forskellige kropsdele.

Pak en taske med de ting, du vil have med på hospitalet: Toiletsager, bekvemt tøj, underbukser, bind, morgensko, din morgenkåbe og babytøj. Når det bliver tid, skal du også huske dit sygesikringsbevis, din vandrejournal og andre papirer, som du måtte have fået.

Graviditet uge 34

Din baby vejer omkring 2,2 kilo og kan gribe sikkert. Huden er blevet let rosa, og er nu mindre dækket af uldlignende hår og fosterfedt. I løbet af denne måned bliver barnets hud tykkere, og hans eller hendes organisme danner egne antistoffer.

Uanset barnets blivende øjenfarve, er øjnene altid blå på dette tidspunkt. Hvis barnet skulle blive undfanget nu, har det meget store chancer for at overleve, eftersom han eller hun er parat til at blive født.

I løbet af de kommende uger oplagrer din baby kun underhudsfedt, som er nødvendigt for at klare pludselige temperaturskift.

Bevægelsesfriheden i maven er begrænset, og sparkene bliver færre men kraftigere.

Din krop forbereder sig på fødslen, og dine led og ledbånd bliver mere elastiske. Livmodermusklen trækker sig oftere sammen.

Drik masser af vand. Det hjælper mod hævede ben og hænder. Det er vigtigt, at du undgår at løfte tunge ting. Hvis tanken om den forestående fødsel gør dig urolig, kan det hjælpe at sætte sig bedre ind i, hvad der er i vente.

Undersøg de forskellige fødselsfaser, hvilken smertelindring du kan få, og hvad du selv kan gøre for at få den bedst mulige fødsel.

Graviditet uge 35

Barnets nyrer er nu færdigudviklede, og leveren nedbryder affaldsstoffer. Babyen er fysisk helt færdigudviklet, og i løbet af de sidste seks uger, skal han eller hun bare tage mere fedt på, op til et halvt kilo om ugen. Underhudsfedtet gør babyen noget rundere.

Livmoderen er nu hele 15 gange større, end den var før graviditeten. Hvis du kunne se dig selv indefra, ville du opdage, at barnet optager det meste af pladsen i livmoderen, og at mængden af fostervand er blevet mindre.

Du har måske bemærket, at din baby har udviklet en fast døgnrytme med bestemte sove – og vågentider? Nogle læger anbefaler, at du kontrollerer barnets bevægelser jævnligt, men selv om du ikke gør det, er det en god ide at holde øje med babyens døgnrytme for at kunne rådføre dig med lægen, hvis der skulle forekomme store afvigelser.

Spis masser af jernholdig mad. Hæmoglobinværdien i dit blod er formentlig blevet testet de seneste uger, og lægen har allerede anbefalet dig kost, som er rig på jern eller jerntabletter.

Tænk efter: Er du klar til at tage imod det nye familiemedlem? Det er smart at anskaffe sig det mest nødvendige babyudstyr: seng, puslebord, barnevogn, autostol og tøj til de første par måneder. Nu er der ikke så længe til, og senere får du måske ikke tid.

Graviditet uge 36

Han eller hun er ca. 45 centimeter lang, vejer omkring 2,5 kilo og hovedets omfang er ca. 35 centimeter. Tarmene er fyldt med babyafføring – også kaldet mekonium. Alle babyens knogler, bortset fra kranieknoglerne, er nu blevet hårdere. Nu bør babyen have lagt sig med hovedet nedad. Hvis det ikke er tilfældet, og det heller ikke sker i løbet af de næste par uger, kan lægen overveje kejsersnit.

Fra slutningen af denne uge kan fødslen gå i gang når som helst – alle børn, som fødes mellem 37. og 42. uge, betegnes som fuldbårne.

Babyen kan synke ned i bækkenet, og du kan mærke, at tyngden ligger længere nede. Det bliver lettere at trække vejret, men til gengæld øges presset på bækkenet, og du skal på toilettet endnu oftere end før. Du kan også have luft i maven og forstoppelse. Selvom barnet stadig tager på i vægt, gør du det ofte ikke længere. Nogle kvinder kan til og med tabe sig et par kilo inden fødslen.

Hvis du ikke allerede har gjort det, så er det nu blevet tid til at gå på barsel.

Husk at alle gravide har ret til fire ugers barselsorlov før fødslen.

Graviditet uge 37

Babyen vejer omkring 2,8 kilo, og der er næsten én liter fostervand. Væksten aftager, og nu tager din baby kun 10 gram fedt på om dagen. Selv om barnet rent fysisk er klar til at blive født, opbygges hans eller hendes immunforsvar stadig, og det vil det blive ved med – også efter fødslen. Barnet får antistoffer fra modermælken.

Et tegn på, at fødslen er nært forestående er, at slimproppen udstødes. Slimproppen er en fibrøs, slimlignende klump, som sidder i livmoderhalsen. Her danner den et beskyttende lag mellem skeden og livmoderen for at holde bakterierne væk. Når slimproppen løsner sig, er det tegn på, at kroppen forbereder sig på fødslen, selvom det stadig kan tage noget tid, inden den går i gang.

En af graviditetens gener er øget udflåd fra underlivet. Rådfør dig eventuelt med din læge eller jordemoder. Selvom det som oftest ikke er alvorligt, kan du måske have fået en svampeinfektion. Heldigvis findes der lægemidler mod dette, som er fuldstændig ufarlige for dig og dit barn.

Brystmælk er den bedste føde for dit barn. Orienter dig så meget som muligt om amning, så du er forberedt på det efter fødslen. Du kan for eksempel gå på forældrekursus, hvor du kan lære om amningens betydning, mulige problemer i de første par dage, gunstige amme-stillinger og andre vigtige emner.

Graviditet uge 38

Babyen fortsætter med at træne sin vejrtrækning og tisser i forstervandet. Han eller hun kan gribe rigtigt nu, selvom der ikke er meget at gribe fat i udover navlestrengen. Du kan mærke, hvordan hovedet trykker mod bækkenet og begrænser din mobilitet og din krops bevægelighed. Det kan være svært at komme ud af sengen eller op af sofaen. Forsøg at vende dig rundt på den ene side, og sæt dig derefter op eller rejs dig.

Hvis du har en kildende fornemmelse i benene og bækkenområdet, kan det skyldes, at babyens hoved trykker på bækkenpartiets nerver.

Selvom du sikkert længes umådeligt efter at se det lille nye menneske, så forsøg at nyde de sidste dage, hvor du har mulighed for at være dig selv. Hyg dig med din partner. Det kan blive svært for jer at finde tid til det efter fødslen. Du behøver ikke bekymre dig for, om du nu også kan mærke, om fødslen er gået i gang. Når de rigtige veer starter, er du ikke i tvivl.

Fødselsveer plejer at starte fra livmoderens overside for derefter at flytte sig om i ryggen og bækkenet. Veerne bliver kraftigere. De kommer hurtigere efter hinanden og det lindrer ikke at ændre kropsstilling. Hvis du alligevel føler dig usikker, kan du rådføre dig med din læge eller jordemoder.

Graviditet uge 39

Fostrets lunger arbejder nu på højtryk, og producerer det stof, som sørger for at babyen ikke bliver kvalt, når han eller hun skal tage sit første åndedrag. Barnet tager gradvist på i vægt, og uldhåret, som dækkede kroppen, er væk. En udefinerbar gnavende følelse og tryk på det nederste af maven, er tegn på at livmoderen er ved at åbne sig. Du kan føle dig rigtig stor og uformelig, og det er sværere at sove end nogensinde.

Husk at fødslen ikke altid behøver at starte dramatisk med at vandet går, som man ser det på film. Hos nogle kvinder kan fostervandet sive drypvis, og hos andre går vandet først, når fødslen er i fuld gang. Hos andre igen kan barnet fødes med intakt fosterhinde.

Ind imellem kan det være svært at bedømme, om det er fostervand der siver eller urin. Hvis du ikke kan holde på vandet, er det fostervand. De almindeligste tegn på at fødslen nærmer sig, er at slimproppen udstødes, og veerne bliver hyppigere og kraftigere. Nogle kvinder kan drømme sære drømme i de sidste uger af graviditeten.

Få mest muligt ud af denne sidste ventetid og foretag dig noget sjovt – i det omfang din store mave og begrænsede bevægelighed tillader det.

Graviditet uge 40

Den gennemsnitlige vægt for en nyfødt er ca. 3,5 kilo og længden 50 centimeter. Det er naturligvis individuelt fra barn til barn, og dit barns vægt og højde kan være større eller mindre.

Du kan føle det, som om grænsen er nået, og du ikke længere orker at slæbe rundt på din uformelige krop. Samtidig længes du meget efter at møde dit barn. Bliv ikke skuffet, hvis han eller hun ikke bliver født i denne uge. Du har nok fået flere forskellige terminsdatoer efter ultralydsscannigerne i starten af graviditeten. En af dem blev brugt til at beregne fødselstidspunktet. Babyen kommer når han eller hun er klar til det, og kun 5 procent af alle børn fødes på terminsdatoen.

Din jordemor vil aftale en tid med dig til igangsættelse, hvis det kommer dertil. Du kan også selv forsøge dig med forskellige ting: dyrk sex, gå lange ture, gør rent eller gå på trapper. Der findes dog intet belæg for, at det kan sætte fødslen i gang. Selv hvis din baby har besluttet sig for at vente, varer det nu ikke længe før den lange ventetid er forbi, og et nyt liv kan begynde.